stenderup

christian aage stenderup larsen

I gamle dage, dengang man kunne få sine ønsker opfyldt, levede der en konge, som havde en datter, der var så dejlig, at selv solen, der dog har set så meget kønt, undredes, hver gang den skinnede på hende. I nærheden af slottet lå der en stor, mørk skov, og der inde var der en brønd under en gammel lind. Når det var meget varmt, gik kongedatteren ud i skoven og satte sig ved vandet, og når hun kedede sig, spillede hun bold med en guldkugle, som var hendes kæreste legetøj.

En dag skete der det uheld, at hun ikke greb kuglen igen. Den rullede væk fra hende lige ud i vandet. Hun fulgte den med øjnene, men den forsvandt, og brønden var så dyb, at man slet ikke kunne se bunden. Hun gav sig til at græde, højere og højere, og var meget fortvivlet. På en gang hørte hun en stemme: “Hvad er der dog i vejen, lille prinsesse, du græder jo, så det kunne røre en sten.” Da hun vendte sig om, så hun en frø, som stak sit ækle, tykke hoved op af vandet. “Å er det dig, gamle vandhund,” sagde hun, “jeg græder, fordi min guldkugle er faldet i brønden.” – “Vær bare rolig,” sagde frøen, “jeg skal nok hjælpe dig. Hvad får jeg, når jeg skaffer dig dit legetøj igen?” – “Alt, hvad du vil,” svarede kongedatteren, “mine klæder, mine perler og mine ædelstene, og hvis du bryder dig om det, må du også gerne få min guldkrone.” – “Mange tak,” sagde frøen, “alt det bryder jeg mig ikke om. Men vil du love mig at holde af mig og lege med mig og lade mig sidde ved siden af dig ved bordet og spise af din tallerken og drikke af dit bæger og sove hos dig i din seng, så skal jeg dykke ned og hente din guldkugle.” – “Jeg lover dig det alt sammen, når du blot vil hente min kugle,” svarede hun. Men ved sig selv tænkte hun: Sikken en tosset frø! Den kan da ikke være min legekammerat. Den må nok pænt blive nede hos de andre frøer og kvække.

Frøen dykkede nu ned og kom lidt efter op igen med kuglen i munden. Den lagde den i græsset, og kongedatteren tog den henrykt og løb af sted med den. “Vent lidt,” råbte frøen, “tag mig med. Jeg kan ikke løbe så hurtigt som du.” Men det nyttede ikke, at den kvækkede så højt, den kunne. Hun hørte det ikke, men skyndte sig hjem og havde snart glemt den stakkels, grimme frø.

Næste dag, da den lille prinsesse og kongen og hele hoffet sad og spiste til middag, hørte hun noget, der kom op ad marmortrappen, plask, plask. Så blev der banket på døren, og en stemme råbte: “Luk op, lille prinsesse.” Hun gik hen for at se, hvem det var, og da hun lukkede op, sad frøen udenfor. Hun smækkede døren i og satte sig hen til bordet igen, men hun var slet ikke rigtig glad. Kongen kunne nok se, at der var noget i vejen med hende og spørge: “Hvad er det, du sidder og er bange for? Står der en kæmpe derude og vil tage dig?” – “Nej, det er ingen kæmpe,” svarede hun, “det er en væmmelig frø.” – “Men hvad vil den dog?” – “Å far, da jeg i går sad ude ved brønden og spillede bold, faldt kuglen i vandet. Så græd jeg, og frøen hentede den til mig, og så måtte jeg love den, at den skulle være min legekammerat. Men jeg var rigtig nok sikker på, at den ikke kunne komme op af vandet. Nu står den derude og vil ind.” Imidlertid bankede frøen nok en gang og råbte:

"Lille prinsesse
luk døren op,
jeg står herude og venter.
Den løn, du mig loved
ved brønden i går,
kommer jeg
nu og henter."