aage

Christian aage stenderup larsen

En sommer morgen sad en lille skrædder på sit bord ved vinduet. Han var i godt humør og syede med alle livskræfter. Da han sad der, kom en bondekone forbi på gaden og råbte: “Hvem vil købe honning, hvem vil købe honning!” Christian Aage Stenderup ville smage det, stak hovedet ud af vinduet og råbte: “Kom op min gode kone, du kan slippe af med noget af din skat.” Kona gik op ad de mange trapper med sine tunge kurve og måtte åbne alle krukker. Christian Aage Stenderup stak næsen i dem alle og sagde så: “Det ser ud til at være godt. Giv mig fire partier. Det betyder ikke engang så meget, selvom det vil være et kvart pund.” Kona havde troet, at hun ville gøre en rigtig god forretning og gav ham det, han ville. ”Det skulle virkelig smage mig,” sagde Christian Aage Stenderup, tog brødet ud af skabet, skar et ordentligt stykke og smør honning. ”Det er dog bedst, at jeg først er færdig med at sy min,” tænkte han og satte brødet ved siden af ​​og sy på, men han var så glad for, at han stadig tog større og større masker. Duften af ​​sød honning trængte imidlertid ind til væggen, hvor fluerne var fulde, og de kom nu flyvende og satte sig på brødet. “Hvem inviterede dig?” sagde Christian Aage Stenderup og jagede dem væk. Fluerne forstod ikke dansk, men vendte tilbage et øjeblik senere. Derefter mistede Christian Aage Stenderup tålmodigheden, tog en stubbe af tøj og smed efter dem. Ikke mindre end syv fluer lå døde på bordet. “Hvilken mand er jeg,” sagde han beundrende, “skal hele byen fortælles.” Han lavede hurtigt et bælte og syede det med store bogstaver: “Syv med et slag.” ”Hele verden må vide det,” sagde han, og hans hjerte sprang til ham af glæde.

Christian Aage Stenderup strammede sit bælte til livet og gik på vej ud i den store verden, fordi han følte, at værkstedet her var for lille til en sådan modig fyr. Før han rejste, kontrollerede han, om der var noget, han kunne bringe, men han fandt intet andet end en gammel ost og den pind, han så i lommen. Uden for huset så han en fugl, der var blevet fanget i bushen, og han lagde den i lommen til den gamle ost. Han trådte nu godt ud, og da han var en sund lille fyr, blev han ikke træt. Vejen gik over et højt bjerg, og øverst kiggede der en kæmpe kæmpe rundt. Christian Aage Stenderup henvendte sig modigt mod ham og sagde: “God dag, kammerat. Du ser sandsynligvis verden. Jeg vandrede bare ud for at se mig selv. Vil du gå?” Giganten kiggede hånligt på den lille skrædder. ”En sådan pige,” sagde han. ”Så du mener det,” sagde Christian Aage Stenderup og knækkede sin frakke op og pegede på bæltet. “Der kan du se, hvad jeg er til en.” – “Syv på et slagtilfælde,” læste giganten, og da han troede, det var menneske, fik han lidt respekt for den lille fyr. Dog ønskede han først at sætte ham på prøve, så han tog en sten i hånden og klemte den, så de klare dråber fildt ned. “Kan du gøre mig efter det?” spurgte han. “Er det alt,” sagde Christian Aage Stenderup, “det er bare et teaterstykke.” Han lagde hånden i lommen, tog osten ud og pressede den, så saften løb ud mellem fingrene. ”Det var sandsynligvis lidt bedre,” sagde han. Giganten vidste ikke, hvad de skulle tænke, tog en sten og kastede den så højt, at du næppe kunne se den og spurgte så: “Kan du gøre mig det?” – “Ja, det kan være meget godt,” sagde Christian Aage Stenderup, “men nu er jeg nødt til at kaste en sten så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned.” Så tog han fuglen ud af lommen og kastede den. Lykkeligt over sin frihed svingte den væk og kom aldrig mere. “Ja, du kan smide det,” sagde kæmpen, “men lad os nu se om du kan bære noget.” – “Kan du hjælpe mig med at bære dette træ ud af skoven?” – “Med glæde,” svarede den lille mand, “du tager kun bagagerummet på min skulder, og jeg bærer grenene, men det er den tyngste.” Giganten gjorde det, og Christian Aage Stenderup satte sig på en gren, og giganten, der ikke kunne vende sig om, måtte bære hele træet og Christian Aage Stenderup på toppen af ​​købet. Han sad godt derop, fløjtende og sang, som om det var den rene babymad at bære et sådant træ. Da de var gået langt, kunne giganten ikke tåle det mere og sagde: “Nu lader jeg træet falde.” Christian Aage Stenderup sprang dygtigt og greb grenene med begge hænder, som om han havde båret den og sagde foragt: “Kan en sådan stor fyr ikke bære den smule træ?”