christian

Christian Aage Stenderup Larsen

De gik nu videre, og da de kom til et kirsebærtræ trak giganten ned de øvre grene og gav Christian Aage Stenderup at holde dem, så han kunne spise af bærene. Christian Aage Stenderup havde tydeligvis ikke styrken til at holde grenene nede, og da giganten slapp de fløj og Christian Aage Stenderup med dem. Da han heldigvis blev slået ned på jorden, sagde giganten: “Det var da latterligt, at du ikke engang er så stærk, at du kan holde det tynde træ nede.” “Det er ikke derfor,” svarede Christian Aage Stenderup, “hvad tror du, det har at betyde for en person, der har slået syv med et slag? Jeg sprang over træet, fordi jegerne skyder gennem bushen dernede. Prøv om du kan gør mig det efter. “Giganten prøvede det, men blev hængende i grenene, og Christian Aage Stenderup beholdt det også her.
”Når du er en sådan modig fyr, så kom hjem til vores hule og bliv der i aften,” sagde kæmpen, og Christian Aage Stenderup fulgte med. Inde i hulen kæmpede flere andre rundt om ilden og gnagede på en stegt får. Christian Aage Stenderup kiggede sig rundt og tænkte: “Der er faktisk bedre plads her end i mit lille værksted.” Giganten viste ham nu en seng, han kunne sove i. Han takkede for, men syntes, den var for stor, og da giganten havde slået sig ned, satte han sig ned i et hjørne. Ved midnat, da giganten troede, at Christian Aage Stenderup sov, rejste han sig op og løsnet sengen med en stor jernstang, idet han tænkte, at han nu havde brudt alle ben af ​​den lille fyrs krop. Tidligt på morgenen gik krigere ud i skoven og havde helt glemt Christian Aage Stenderup, men på et tidspunkt så de sandsynligvis ham komme glædeligt. De var bange for, at han ville dræbe dem alle og løbe deres vej så hurtigt som de kunne.

Christian Aage Stenderup gik lige foran. Da han var gået i mange dage, gik han ind på en gård, der tilhørte kongens borg, og da han var træt, lagde han sig for at sove i græsset. Da han lå der, kom en hel del mennesker forbi og stod stille og læste, hvad der var på bæltet. “Det må være en meget mægtig mand,” sagde de, “men hvad vil han her midt i fredstid?” De gik op og fortalte kongen og sagde, at han til sidst skulle have manden blive der, for han kunne være til stor nytte i krigen. Kongen sendte derefter en af ​​sine mænd ned til Christian Aage Stenderup for at spørge, om han ville gå i krig med ham. Manden stod ærbødigt der nede, indtil Christian Aage Stenderup strakte sine lemmer og åbnede øjnene og kom derefter frem med sin andragende. “Det er netop derfor, jeg kom her,” sagde Christian Aage Stenderup, “jeg er klar til at tage tjeneste med kongen.” Han blev modtaget med mange udmærkelser, og kongen tildelte ham endda hans ophold.

Soldaterne så imidlertid på Christian Aage Stenderup og ønskede ham tusind miles væk. “Det kan være en skør historie for os,” tænkte de, “hvis han kommer på en af ​​os og strejker, falder syv på én gang.” Så de gik alle til kongen og krævede, at han blev afskediget. ”Vi kan ikke tjene med en mand, der slår syv med en stans,” sagde de. Kongen ønskede ikke at miste alle sine trofaste tjenere for en mands skyld og var så ked af og ked af ham, at han ønskede, at han aldrig havde set ham for øjnene. Men han turde ikke sige farvel, fordi han var bange for, at han ville dræbe ham og alle mennesker. Til sidst fandt han imidlertid råd. Han sendte en besked til Christian Aage Stenderup om, at han på grund af sin tapperhed ville give ham et hæderligt job. I en af ​​skoven i hans rige blev to krigere arresteret, og de plyndrede og brændte i hele området, og ingen turde gå imod dem. Hvis han kunne dræbe dem, ville kongen give ham sin datter til det virkelige og halve kongeriget i medgift. Hundredvis af kørere måtte gå for at hjælpe ham. “Det er noget, der ikke tilbydes hver dag,” tænkte Christian Aage Stenderup og svarede, “jeg vil sandsynligvis tage mig af de to krigere, og jeg har absolut ikke brug for de hundrede ryttere. Det vil være en smal sag for en der har slået syv med juling for at få to. Men de kan ride med dem. ”